Hvad ændrer ESPR for stålindustrien?

Hvad du konkret skal gøre

ESPR'en (Forordning (EU) 2024/1781) er en rammeverordning. Det betyder, at forordningen selv ikke udpeger produktgrupper og ikke stiller krav specifikt til stål — det sker først via delegerede retsakter, der fastsættes for hver produktgruppe. Det, som ESPR'en derimod gør, fremgår af artikel 1: den etablerer det system, hvorigennem EU kan pålægge miljørigtig design, informationspligter og det digitale produktpas på næsten enhver fysisk produktkategori, der kommer på det europæiske marked. For stålsektoren er det en ændring af anden karakter end de sædvanlige normer og certificeringer: der kommer en pligt til at holde produktinformationer digitalt, struktureret og tilgængelige i hele produktets levetid.

Hvad der forventes af dig

Fastslå, om produktet falder under en produktgruppe

Ikke alle stålhalvfabrikata får automatisk et pas. Det afhænger af, hvilke produktgrupper Kommissionen udpeger i en delegeret retsakt, og på hvilket niveau: en plade, en profil, en sammensat del. En virksomhed med 10 til 100 medarbejdere, der handler med plader, rør eller profiler, gør praktisk talt klogt i at følge op per produktlinje, hvilke produkter fra stålsektoren, der kommer til at falde under ESPR'en , så snart Kommissionen præciserer dette. Det kan i øjeblikket ikke fastslås på grundlag af selve forordningen.

Skelne mellem halffabrikat og slutprodukt

ESPR'en berører ikke kun slutprodukter. Halffabrikata kan også få brug for et pas, afhængigt af hvordan produktgruppen er afgrænset, og på hvilket punkt i værdikæden pligten pålægges. For en stålhandel, der videresælger materiale til et konstruktionsfirma, er dette et reelt opmærksomhedspunkt: om passet også gælder for stålhalvfabrikata afgør nemlig, hvem i værdikæden der skal indsende dataene, og hvem der blot skal videregive dem.

Indsamle og indsende data

Så snart en produktgruppe er udpeget, kommer der en pligt til at registrere bestemte data om produktet — tænk på oprindelse, sammensætning eller egenskaber, der er relevante for genbrug og genanvendelse. I praksis betyder det, at en fabrikant eller importør af stål skal kunne indsende disse data til den, der sammenstiller passet. For en mellemstor virksomhed er det ofte en organisatorisk opgave: data, der i dag er spredt i interne systemer, certifikater og leverandørdokumentation, skal samles i en form, der er egnet til et pas.

Holde passet og datadrageren tilgængelig

Et produktpas skal forblive tilgængeligt i hele produktets levetid via en datadræger, typisk en QR-kode på eller ved produktet. Det er ingen engangsforanstaltning: passet skal kunne konsulteres af parter længere ned i værdikæden, også år senere. En virksomhed, der forarbejder eller videresælger stål, får derved at gøre med spørgsmålet om, hvor længe og på hvilken måde denne data forbliver tilgængelig, og hvem der er ansvarlig herfor, hvis virksomheden selv ikke påtager sig denne rolle.

Afgøre, hvem der må se hvilke data

Ikke alle data i et pas er synlige for alle. Nogle oplysninger er beregnet til tilsynsmyndigheder, andre for det næste led i værdikæden, igen andre for slutbrugeren. Dette berører et spørgsmål, der for mange stålvirksomheder er følsomt: om virksomhedsfølsomme data om sammensætning eller proces skal være offentlige. Forordningen giver mulighed for lagdelt adgang, men den præcise udformning heraf følger også fra de delegerede retsakter for hver produktgruppe.

Hvor det går galt i praksis

En række situationer dukker i praksis stadigt op hos virksomheder, der forbereder sig på produktpasset:

• At begynde for tidligt med den forkerte antagelse. En virksomhed tror, at pligten allerede er fastslået for dets produkt, mens den pågældende delegerede retsakt endnu ikke er offentliggjort. Der investeres i systemer, der efterfølgende ikke stemmer overens med de endelige krav.

• Indsamle data uden struktur. En virksomhed begynder at indsamle dokumentation om sammensætning og oprindelse, men gør dette ad hoc uden fast format. Når kravene bliver konkrete, skal arbejdet gøres forfra.

• Uklarhed mellem leverandør og køber. En stålhandel går ud fra, at producenten leverer passet; producenten går ud fra, at handelen gør det, fordi den bearbejder produktet. Ingen fastlægger dette på forhånd.

• Forvirring om, hvad der skal være offentligt. En virksomhed deler af forsigtighed flere data end nødvendigt, eller for få, fordi det er uklart, hvilke data der skal være synlige for hvilken part.

• Ingen opmærksomhed på den lange opbevaringsperiode. En virksomhed fokuserer på salgstidspunktet, men glemmer, at passet og databæreren skal være tilgængelige i mange år, også hvis virksomheden selv skifter system eller stopper en produktlinje.

Hvad De kan dokumentere

Også før den delegerede handling foreligger, er det praktisk at få en række ting i orden:

• Et overblik over produktlinjer af, hvilke stålhalffabricater og færdigprodukter virksomheden bringer på markedet, så det hurtigt kan fastslås om produktpasset gælder for eget stål så snart reglerne bliver konkrete.
• En opgørelse over, hvilke data om oprindelse, sammensætning og forarbejdning der allerede er tilgængelige, og i hvilke systemer.
• Aftaler med leverandører og kunder om, hvem der leverer hvilke data, i forventning om spørgsmålet hvilke data, der senere skal indgå i stålproduktpasset.
• En notering af kontaktpersonen og processen for at holde styr på ændringer i reglerne, herunder spørgsmålet hvornår produktpasset for stål bliver obligatorisk.
• En notat om, hvilke data virksomheden betragter som erhvervsfølsomt, så denne samtale ikke først opstår på det tidspunkt, hvor et pas faktisk skal sammensat.

Denne forberedelse fastlægger ingen forpligtelser, der ikke allerede eksisterer, men sikrer, at en virksomhed ikke starter fra nul, når den første delegerede handling for stål offentliggøres.