Mit produkt har brug for flere produktpasporter — hvordan fungerer det sammen?

Ét pas per produkt er udgangspunktet for ESPR

Hvis der er flere digitale produktpasporter for det samme produkt, er udgangspunktet for ESPR ikke, at de eksisterer side om side, men at dataene samles i ét digitalt produktpasport per produkt, knyttet til én unik identifikationskode. Artikel 9 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) beskriver, hvad et digitalt produktpasport skal indeholde, og hvordan det skal være tilgængeligt; artikel 12 regulerer den unikke identifikationskode, hvormed et produkt og de tilhørende data entydigt knyttes til hinanden. Denne kode er omdrejningspunktet: den sikrer, at forskellige datakilder — fra producenten, fra en forarbejder, fra en certificeringsinstitution — når frem til det samme fysiske produkt, selv hvis disse data stammer fra flere forpligtelser på samme tid. For et halvfabrikat af stål eller jern betyder det, at det ikke er hensigten, at der skal være et separat "ESPR-pasport" og derudover et andet pasport for det samme produkt; systemet er udformet omkring ét adgangspunkt per produkt.

For hvem og for hvad dette gælder — og for hvad det ikke gælder

Dette handler om strukturen på det digitale produktpasport selv, som ESPR sigter mod: én identifikationskode, én centralt tilgængeligt dataregister. Det handler ikke om andre forpligtelser, der forbliver adskilt fra pasportet, såsom en CE-mærkning, et materialecertifikat eller en inspektionsrapport — disse dokumenter forsvinder ikke og bliver ikke automatisk en del af pasporttet, selvom data fra dem godt kan indgå i pasporttet. Det handler heller ikke om spørgsmålet om, hvorvidt jern og stål på nuværende tidspunkt allerede er underlagt en forpligtelse: det er ikke tilfældet, fordi der endnu ikke er vedtaget en delegeret retsakt for denne produktgruppe. Og det handler ikke om den præcise tekniske måde, hvorpå data fra forskellige EU-retningslinjer i praksis skal sammenføjes, når et produkt er underlagt mere end én forordning med sin egen passprtforpligtelse — denne detalje følger af delegerede retsakter, som endnu ikke foreligger, og artikel 9 og 12 selv går ikke specifikt ind på dette.

Hvad der endnu ikke er fastlagt, og hvad der er

En fast dato for, hvornår dette skal gælde for jern og stål, foreligger endnu ikke. Det, der derimod er fastlagt, er strukturen: Europa-Kommissionen arbejder efter en arbejdsplan for 2025-2030, hvor de første delegerede retsakter forventes i 2026, med forpligtelser, der træder i kraft på et senere tidspunkt. Hvilke produktgrupper og med hvilket indhold, der er tale om, fastlægges for hver delegeret retsakt særskilt — for jern og stål foreligger denne retsakt endnu ikke. Indtil en sådan retsakt foreligger og træder i kraft, gælder der for denne produktgruppe ingen lovpligtig forpligtelse til et digitalt produktpasport, og der foreligger derfor heller ikke endnu nogen konkret regulering af, hvordan dette pasport forholder sig til eventuelle andre passpportforpligtelser på det samme produkt. Så snart retsaktionen er offentliggjort, opdateres dato og indhold her.

Sådan håndteres det i praksis

Det første trin er at kontrollere, om det egne produkt ud over en fremtidig ESPR-forpligtelse også falder under en anden EU-regulering, som allerede fastlægger data om det samme produkt, eller som snart har sin egen pasnultigtlignende forpligtelse. Det andet trin er at holde denne eksisterende dokumentation i orden og opbevare den overskueligt — certifikater, sammensætningsdata, oprindelsesinformation — uanset hvilket system den senere ender i, for dette er grundlaget for sammensætningen af et fremtidigt pasport. Det tredje trin er ikke at løbe forud for en teknisk integration, som ikke eksisterer endnu: så længe der ikke er en delegeret handling for jern og stål, er der heller ikke en fastslået måde, hvorpå data fra flere reguleringer samles i ét register. Det fjerde trin er at holde de egne kilder (fabrikant, importør, forarbejder) på samme linje med hensyn til, hvem der leverer hvilke data, således at når forpligtelsen og den tilhørende identifikationskode eksisterer, er sammenslutningen til ét pasport et spørgsmål om at overføre data i stedet for at skulle rekonstruere data bagefter.

Hvor dette stammer fra: artikel 9 og artikel 12 i ESPR

Grundlaget for alt dette ligger i to artikler i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781). Artikel 9 fastlægger, hvad et digitalt produktpasport indholdsligt skal indeholde, og hvordan det skal være tilgængeligt for berørte parter. Artikel 12 regulerer den unikke identifikationskode, som forbinder et produkt med dets dataregister — den tekniske forbindelse, som sikrer, at der per produkt er ét genkendeligt omdrejningspunkt i stedet for løse, usammenkoblede datasæt. Sammen danner disse artikler det rammer inden for hvilket "ét produkt, ét pasport" er udformet som udgangspunkt, selvom den videre gennemførelse for specifikke produktgrupper — herunder jern og stål — stadig skal ske via delegerede handelinger.

Den som allerede nu gerne vil forudsørge, gør klogt i at gøre den eksisterende produktdokumentation centralt og digitalt tilgængelig, således at den senere uden besvær kan forbindes med den unikke identifikationskode, når denne eksisterer; at vente længere er for denne produktgruppe på nuværende tidspunkt det eneste, som faktisk kan ske, fordi forpligtelsen selv endnu ikke eksisterer.